Uddannet rengøringstekniker på trods af ordblindhed

2. maj 2024
else-rengoringstekniker-amusyd


Else Graversen er et levende bevis på, at ordblindhed ikke behøver at sætte en stopper for uddannelse. Med den rette støtte og de rigtige hjælpemidler, nåede hun i mål med sin uddannelse som rengøringstekniker.
 

Ny situation og nye veje

Efter mange år i rengøringsbranchen, blev Else Graversen pludselig stillet overfor en ny og uvant situation, da hun blev afskediget fra sit job som rengøringsassistent. Hvad skulle der ske nu, og hvordan skulle hun komme videre i sit arbejdsliv?

Jeg er ordblind, og derfor har jeg aldrig taget en uddannelse. Jeg må indrømme, at jeg følte mig ret begrænset og fastlåst af, at jeg ikke havde mange muligheder for at få mig et arbejde,” fortæller Else.

Hendes jobkonsulent på jobcentret i Fredericia havde til gengæld masser af tiltro til Elses evner og insisterede på, at der var en retning, hun ikke selv havde set for sig: Han foreslog Else at uddanne sig til serviceassistent, men det forslag var hun mildest talt ikke imponeret af:

"Hvordan skulle det nogensinde kunne lykkes mig at gennemføre en uddannelse, når jeg hverken kan læse eller skrive?” men med opbakning og støtte fra 3F og jobcentret i Fredericia, tog Else alligevel udfordringen op, selvom tvivlen nagede:

Til at begynde med tænkte jeg, at der nok kun ville gå en uge, så var jeg smidt ud af den uddannelse igen. Og så kunne de da selv se, at det duede jeg ikke til,” beretter Else, mens hun griner lidt.
 

Støtte og hjælpemidler

Det var ikke uden nervøsitet, at Else tog sine første skridt ind i uddannelsesverdenen. For at blive serviceassistent, skulle hun starte med at uddanne sig til rengøringstekniker. Faktisk var Else tidligere i sit arbejdsliv blevet foreslået at tage netop denne uddannelse af en chef, men afslog pga. sin ordblindhed. Nu skulle det så alligevel have et forsøg, og Else startede på rengøringstekniker-uddannelsen på AMU SYD. Her blev hun overvældet over al den hjælp og støtte, som skolen stillede til rådighed:

Jeg fik al den hjælp, jeg kunne bruge – og mere til. Jeg blev screenet og fik en IT-rygsæk med de hjælpemidler, jeg skulle bruge. Både undervisning og prøver blev tilrettelagt, så jeg kunne følge med. Det var virkelig et fantastisk læringsmiljø,” fastslår Else.
 

Eksamens-debut

Efter at have overvundet sin tvivl og modtaget støtte fra et dedikeret faglærerteam gennem hele uddannelsen, stod Else overfor sin største udfordring hidtil; eksamen.

Den del var Else på ingen måde begejstret for. Hun havde gået i specialklasse som barn og derfor aldrig før været til en eksamen, og hun havde i øvrigt heller ingen ambitioner om at debutere som eksamensgænger i en alder af 59 år.

Min lærer, Sofie, gjorde virkelig meget ud af at forklare mig, at jeg kunne være helt tryg ved det. Hun forsikrede mig om, at der ikke var nogen, som fik lov at gå op til eksamen, hvis ikke hun vidste, at de kunne klare det. Så det måtte jeg jo sætte min lid til,” forklarer Else.

Og selvfølgelig kunne Else. Hendes første eksamen nogensinde skulle nemlig vise sig at blive en stor succes. Hun gik op til sin eksamen og blev færdiguddannet rengøringstekniker med et velfortjent 7-tal.
Selv var hun overrasket over sine egne evner og peger på det støttende læringsmiljø og gode faglærerteam, som en stor del af sin succes, hun fortæller:

Det er ret imponerende, hvordan faglærerne kan jonglere så mange elever på forskellige niveauer. Både Sofie, Allan og Irene har en stor andel i, at jeg kom igennem selvom jeg havde udfordringer.
 

Mere uddannelse – Tak!

Else stopper ikke sin uddannelse her. Hun skal videre mod målet som er at blive uddannet serviceassistent. For hende giver det perfekt mening, at man starter med at få det grundlæggende på plads ved at uddanne sig til rengøringstekniker, for bagefter at kunne bygge ovenpå.

Jeg er sikker på, at uddannelsen kan åbne nogle flere døre for mig, når jeg skal ud at have et job. Det betyder bare noget, at fagligheden er i orden,” fortæller hun

På sigt vil Else gerne arbejde som køkkenhjælp eller på et kontor, hvor hun kan kombinere rengøring med at gøre klar til møder og den slags. Men først skal den sidste del af uddannelsen i hus.

Spørger man Else, er hun ikke i tvivl om, hvad der har givet hende blod på ’uddannelses-tanden”:

Det kærlige skub gjorde forskellen, så jeg kom afsted. Jeg troede virkelig ikke, at jeg kunne, men når man får så god hjælp og støtte på uddannelsen, så kan man jo næsten alting. Uanset om man er ordblind eller flersproget, så er der hjælp at hente, hvis man åbner munden. Man skal i al fald ikke være bange for at knække nakken på at tage den her uddannelse. I virkeligheden, så skulle jeg have taget den for længe siden,” afslutter Else.


Læs mere om uddannelsen til rengøringstekniker her →