Tilfældig vej til drømmejob
Jonas Vinsløv Nielsen tog vejen fra Bilka over køkkenfabrik til teknisk isolering. Nu føler han sig sikker på, at han er i gang med at uddanne sig inden for netop dét, han vil beskæftige sig med resten af arbejdslivet.
Det var imidlertid lidt af en tilfældighed, at 27-årige Jonas Vinsløv Nielsen stiftede bekendtskab med faget teknisk isolering.
”Jeg har en god kammerat, som arbejder med teknisk isolering. En dag spurgte han mig, om det ikke var noget for mig. De stod og manglede en mand. Jeg tog med ud til kunderne for at snuse til faget, og det fangede mig med det samme,” fortæller Jonas.
Det blev starten til at gå i voksenlære hos firmaet Klima Isolering i forbindelse med en uddannelse inden for teknisk Isolering.
Masser af faglige udfordringer
”Jeg er meget udadvendt og kan godt lide at komme ud til kunderne. Vi laver mange forskellige isoleringsopgaver, så der er masser af faglige udfordringer. Jeg har været vidt omkring rent erhvervsmæssigt. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at jeg nu har fundet det fag, som er mit blivende fag,” siger Jonas Vinsløv Nielsen.
Han kan lide vekselvirkningen mellem skolebænken og det praktiske arbejde. Han er optaget af at få ny viden ’tanket på’, når han er på AMU SYD, og så glæder han sig til at komme ud og prøve det af i virksomheden.
Lærer faget fra bunden
”Vi lærer faget helt fra bunden under uddannelsen. Det er fedt. Og det er en stor tilfredsstillelse af opleve, hvordan en tegning, man har lavet, kan blive til en færdig løsning ude hos en kunde,” siger Jonas Vinsløv Nielsen, som sætter en ære i at komme til at mestre faget. Han suger viden til sig fra faglærerne og kollegerne.
Vigtigt med sammenhold
Jonas Vinsløv Nielsen har kæreste og to små børn og bor godt en times kørsel fra AMU SYD i Kolding. Han sætter også stor pris på det sociale sammenhold på, som uddannelsesinstitutionen er med til at fremme gennem fx klassearrangementer.
”Det betyder meget, når man tager en ny uddannelse, at både det faglige og det sociale fungerer. Og det gør det her,” siger Jonas Vinsløv Nielsen.
Er en erhvervsuddannelse noget for dig?
Kontakt vores Uddannelses- og praktikvejleder Kasper Greendahl og få en snak om dine muligheder på telefon 25 24 07 34 eller skriv en mail kag@amusyd.dk