Q-Star Energy: Målrettede kurser giver fleksible medarbejdere

31. januar 2022
Q-Star-Energy-teknisk-isolering-amusyd

 
For at imødekomme kundernes behov er det vigtigt, at medarbejderne har de rette kompetencer til at løse arbejdsopgaverne. Her fortæller Tina Flindt, som er ressourceansvarlig hos Q-Star Energy, om deres samarbejde med uddannelsesinstitutioner.
 
Samarbejde med AMU SYD
”Vi er et dansk selskab, som leverer personale til Oil & Gas offshore både på dansk og norsk sokkel. Til Norge leverer vi personale med kompetencer inden for ISO fagene. Vi har stort samarbejde med AMU-Centrene fx AMU SYD i Kolding for at målrette kurser i henhold til vores kunders krav. Vi koordinerer derfor løbende om opgradering af kompetencer i forhold til de opgaver, vi har offshore”.

Ny viden giver medarbejder adgang til at arbejde offshore
Lige nu har de deres medarbejder Laston på kursus i vores teknisk isoleringsværksted. Laston har arbejdet 3 år for Q-Star Energy.
 
”Jeg får meget ud af at være på kursus, fx har jeg fået opfrisket viden, som passer til både den danske og norske offshore sektor. Jeg var her første gang i 2011, hvor jeg tog kursusforløbet Pladeudfoldning 1,2 og 3. Herefter havde jeg adgang til at arbejde offshore” siger Laston og uddyber:  
”Jeg kendte ikke til teknisk isolering inden da, men kom kort tid efter til at arbejde offshore i den danske sektor. Lige for tiden arbejder jeg i Norge.
At være på kursus er godt, for så kan vi det, vi skal, når vi repræsenterer et firma. Vi skal vise, at vi er gode”.

Se kurser inden for teknisk isolering her →