AMU SYD samler alle uddannelser i Kolding
AMU SYD samler alle sine uddannelsesaktiviteter i Kolding, hvor uddannelsesinstitutionen har hovedsæde, og nedlægger kursuscentret Snepsgård syd for Ribe. Uddannelsen som plastmager udfases, mens øvrige uddannelsestilbud rykker med til Kolding.
Gennem de sidste mange år har AMU SYD haft skolen Snepsgård syd for Ribe som uddannelsessted for gartnerområdet og plastuddannelser. Det sættes nu til salg, da der er plads til at samle alle uddannelsesaktiviteterne i Kolding.
”Vi skal sikre en sund drift – både på uddannelser og bygninger. Og da interessen for at blive plastmager har været faldende gennem en årrække, er det besluttet ikke at optage flere elever fremover. Vi sørger selvfølgelig for, at de igangværende elever kan færdiggøre deres uddannelse,” fortæller Asbjørn Nielsen, der er direktør for AMU SYD.
AMU-plast og gartnerområdet flytter til Kolding
Plastmageruddannelsen nedlægges på AMU SYD, mens AMU-kurser inden for plastområdet herunder plastsvejsning fortsætter på AMU SYD i Kolding, og det samme gør alle uddannelsesaktiviteter inden for gartnerområder.”Desværre kan vi ikke helt undgå afskedigelser, men der er tale om ganske få. Det er vi selvfølgelig rigtig kede af, men det er den rigtige beslutning, da vi skal sikre, at vi også står stærkt som uddannelsessted i fremtiden,” siger Asbjørn Nielsen.
AMU SYD i Ribe sættes til salg
Forberedelsen af det praktiske arbejde med at samle uddannelsesaktiviteterne i Kolding er gået i gang, og Snepsgård bliver nu sat til salg. Der er tale om en stor ejendom, smukt beliggende i naturen otte kilometer syd for Ribe med værksteder, 63 hektar skov og agerjord samt et skolehjem med 80 værelser.Der er mange muligheder for at bruge ejendommen til en lang række formål, og Asbjørn Nielsen forventer, at ejendommen vil være attraktiv på markedet.
”Selv om vi som skole og vores elever har været utroligt glade for stedet, så giver det mening at få det solgt, når vi kan være på én matrikel. Det er rettidig omhu,” siger Asbjørn Nielsen.
Der gennemføres i samme forbindelse en justering af AMU SYDs organisation, så ansvaret for salg af kurser og uddannelser flytter fra en central funktion til at skulle varetages af de enkelte uddannelseschefer. Desuden bliver strategi, kommunikation og markedsføring samlet i en stabsfunktion.
Yderligere oplysninger til:
Asbjørn Nielsen, direktør for AMU SYD
Mobil: 25 24 07 00
Mail: asn@amusyd.dk