Blødt kursus til en hård branche

20. februar 2023
Poul-Rasmussen

 
Det ligger måske ikke lige til højrebenet at sende medarbejdere fra en betonvirksomhed afsted på bløde kurser, men hos Unicon A/S tror man på, at de bløde kompetencer er en gevinst både internt og eksternt.


Med 33 betonfabrikker fordelt over hele Danmark er Unicon A/S førende producent og leverandør af færdigblandet beton til professionelle og private.

Poul Rasmussen er i gang med sit 43. år i virksomheden. Hans stilling har udviklet sig meget gennem over årene, og i dag er han ansat som projektleder, hvor han bruger en stor del af tiden på at koordinere uddannelse til medarbejderne.
 
”Tidligere var vi gode til at lære af vores fejl og udvikle medarbejdere løbende. Over tid er det, grundet travlhed, ikke blevet prioriteret højt nok. Det ønsker vi at rette op på.” forklarer Poul Rasmussen.


”Vi vil vores medarbejdere”

”Vi vil vores medarbejdere. Det er vigtigt for os, at vi er en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejderne trives og får lov til at udvikle sig.” fortæller Poul Rasmussen.
Udviklingen gælder ikke kun fagspecifikke kurser og uddannelser, men har også fokus på de mere bløde kompetencer. Derfor skal I alt 9 hold medarbejdere gennem kurset ’Kommunikation og konflikthåndtering” hen over foråret.


Hvorfor kommunikation og konflikthåndtering?

Spørgsmålet melder sig nok mest fordi, de bløde kompetencer ikke nødvendigvis vægtes i betonbranchen. Men måske er det lige netop derfor, at det er så vigtigt at italesætte adfærd, kommunikation og konflikthåndtering.

”Der kan være tendens til en meget hård tone i vores branche” fastslår Poul Rasmussen, som er overbevist om, at kommunikation og konflikthåndtering er gavnligt for alle, uanset hvor i organisationen de arbejder:

”Vi er forskellige i Unicon. Ligesom man er det så mange andre steder. Der kan opstå gnidninger internt, fordi der er generationer til forskel på medarbejderne. Vi arbejder forskelligt, men skal kunne arbejde godt sammen.”


Meget mere end chauffør

Eksternt giver kurset også god mening, fordi der kommunikeres med mange forskellige mennesker hver dag, fx ude på byggepladserne. Her kan der opstå klager, som medarbejderne er nødt til at håndtere med det samme. Det skal de være klædt på til, fortæller Poul Rasmussen:

”Man er meget mere end chauffør, når man kører for os. Man fungerer også som maskinfører og salgschauffør, derfor kræver det noget ekstra af kommunikationen.”

Kursusholdene tæller både disponenter, chauffører, pumpeførere og produktionsassistenter. Det er ikke tilfældigt, at medarbejderne er blandet på tværs af afdelinger og funktioner. Det er meget givende for alle, når der opnås forståelse for arbejdsopgaver og de udfordringer, de hver især møder i hverdagen.


Læs og forstå

Günay Vural arbejder som betonchauffør hos Unicon A/S. Han er vant til at begå sig på byggepladser og kan nikke genkendende til den lidt grove tone, man indimellem støder på i hverdagen.

”Der er forskellige udfordringer, når vi leverer beton. Vi går fx meget op i sikkerhed og passer på os selv, mens dem vi leverer til, måske har mere fokus på, at tingene skal gå stærkt. Det kan give anledning til konflikter, fordi vi ser på sagen med forskellige øjne. Kurset kan helt sikkert bidrage positivt til hverdagen” fortæller Günay Vural og fortsætter:

”Sådan noget som at læse og forstå mennesker, det kan vi putte direkte ind i vores dagligdag, så vi kan se nye løsninger. Indimellem kræver det meget kommunikation at løse opgaverne, så det er godt at vide, hvordan vi undgår at optrappe en konflikt og i stedet kan løse den med god kommunikation. Man kan jo også bruge det derhjemme med børnene og konen” griner han.

På kurset lærer kursisterne også at se indad og være bevidste om, hvordan de møder mennesker, så de kan hjælpe kommunikationen godt fra start. Det er en væsentlig kompetence i et job med så meget direkte kundekontakt.


Kursus med det hele

De fleste af medarbejderne fra Unicon A/S benytter sig af muligheden for at bo på AMU SYDs kursuscenter Snepsgård ved Ribe, hvor kurset også afholdes.

Poul Rasmussen syntes i første omgang, at Snepsgård lå lidt langt væk fra alting, men er blevet meget begejstret for stedet. Han fortæller:

”Der er virkelig gode faciliteter her på Snepsgård. Når først man har været her, betyder det ingenting, at det ligger udenfor byen. Der er sørget for det hele med fuld forplejning og fine værelser. Det er ukompliceret og lækkert for vores medarbejderne at være på kursus på den måde”

Günay Vural er bestemt heller ikke utilfreds med at være på kursus og bo i forbindelse med skolen:
”Det er rart at bo lige her, hvor kurset er. På andre kurser har jeg boet på hotel væk fra skolen, men her kan man hvile sig på værelset i en pause, hvis man trænger til det, og være social med de andre i fællesområderne om aftenen.”


Succeskriterier og konflikttrappe

Når alle medarbejdere har været på kursus i kommunikation og konflikthåndtering, har de fået redskaber til at kommunikere bedre, se indad og forstå den menneskelige adfærd i forskellige situationer.

Poul Rasmussen håber på, at kurset kaster kompetencer af sig, som kan omsættes til værdi i hverdagen.

”Hvis medarbejderne tænker på kurset med positive tanker om et års tid, så har det virkelig været en succes. – Og hvis konflikttrappen ovenikøbet også popper op i bevidstheden, så gør det bestemt heller ikke noget” smiler han afsluttende.