En faglærers plasttallerkner og en Michelin restaurant - sammenhæng?
16. august 2021
Indrettet i et gammelt værft på Refshaleøen i København ligger restauranten Alchemist, der i 2020 blev belønnet med 2 Michelin-stjerner. Og nu også kåret som Europas bedste på Opinionated About Dinings (OAD) - den europæiske rangliste for restauranter.
Den vildeste oplevelse
Bag de 4 meter høje bronzedøre åbner sig et gastronomisk eventyr ud over det sædvanlige. ”Det er den vildeste oplevelse. Alle dine sanser bliver stimuleret - lige fra du ankommer til det noget øde område - til du igen træder mæt ud af dørene” siger Kurt Rahr, faglærer på AMU SYD. ”Indretningen og maden supplerer hinanden - du får serveret 50 forskellige retter, og drikkevarer er nøje udvalgt og giver en fantastisk smagsoplevelse. Det er som om, smagene eksploderer i munden på dig.”Retterne serveres på vidt forskellige måder – og her kommer Kurt Rahrs plasttallerkner ind. Og det er ikke bare plasttallerkner, som vi kender det fra skovturen.
Plastic Fantastic
”Tallerknerne er lavet af affaldsplast og materiale fra havet”, fortæller Kurt. ”Rasmus Munk, ejeren bag Alchemist, blev inspireret af alt det plast, vi ser flyde rundt i havene. Han vil gerne sætte fokus på, at 30% af de torsk, der fanges, indeholder mikroplast. Derfor hedder retten, der serveres på mine tallerkner ’Plastic Fantastic’ - se præsentation her.””Tallerknerne er lavet af affaldsplast og materiale fra havet – hver enkelt er unik. Det tog mig godt 4 timer at fremstille én enkelt – og Rasmus endte med at bestille 75 stk. i alt”.
Mange prototyper inden det endelige resultat
”Jeg lavede mange prototyper, inden vi landede på den endelige model. Først lavede jeg formen, så laves indmaden og til sidst støbes lagene et af gange for, at de ikke flækker mellem lagene. Til sidst skal tallerknerne slibes og poleres. Jeg fik god hjælp af min kæreste Nina, som er ferm til at pudse og polere. Det er et stort arbejde, men vi fik dem leveret 2 dage inden åbningen. Rasmus var lidt nervøs for, om jeg nåede det, men det er vigtigt for både Rasmus og mig, at de blev lavet ordenligt. Vi kender hinanden fra tidligere, og hos Alchemist er ingenting lavet ud fra tilfældigheder – der er tænkt over selv de mindste detaljer”.Fokus på, hvor plast ender
"Det har været et spændende projekt, og det er meget relevant i forhold til, hvor alt det plast, vi ikke genbruger, ender. Men måske jeg lige ville overveje en enkelt gang mere, hvis jeg på forhånd vidste, hvor lang tid det ville tage :-) ", fortæller Kurt med et smil.Her kan du høre Rasmus Munk præsentere sin restaurant