Praktik blev til læreplads

9. juni 2022
malik-plastmager-amusyd

 
For Malik Olsen var uddannelsen til plastmager ikke det oplagte valg, men en virksomhedspraktik endte alligevel med at tænde plastgnisten i den nu faglærte plastmager.

Malik var egentligt begyndt på grundforløbet som webintegrator, fordi han gerne ville arbejde med computere. Det gik dog hurtigt op for ham, at det der med at sidde stille en hel dag foran en skræm alligevel ikke var noget for ham.
Efter en periode som ledig kom Malik i praktik hos Grundfos. Her fik han lov at snuse til plastmagerfaget i praksis. I løbet af de 3 måneder praktikken varede, blev han mere og mere lun på faget.
”Det var en helt anderledes hverdag bare at sidde ved en computer. Jeg oplevede, at jeg både skulle bruge mine hænder og mit hoved, og det kan jeg virkelig godt lide” fortæller Malik
 
Grundforløb på Den Jyske
Da praktikken var overstået, bestemte Malik sig for at tage grundforløbet til plastmager på Den jyske håndværkerskole i Hadsten. Imens søgte han lærepladser inden for faget.
”Det var overhovedet ikke svært at finde en læreplads. Jeg søgte 3 steder og fik tilbudt plads alle stederne. Der er åbenbart ikke så mange, der uddanner sig til plastmagere, så det var nemt at finde et lærested”
Et af de steder, hvor Malik søgte læreplads, var hans tidligere praktiksted, Grundfos.
”Grundfos ville gerne have mig. De kendte mig og vidste, hvad jeg stod for. Sådan var det jo også den anden vej rundt. Derfor valgte jeg at gå i lære hos dem.”
 
Færdiguddannet i Ribe
Selvom Malik til dagligt bor i Århus, besluttede han sammen med Grundfos, at skoleopholdene skulle gennemføres på plastmageruddannelsen ved Ribe, og det har han ikke et øjeblik fortrudt.
”Lærerne her er mere engagerede. Der er en virkelig høj faglighed og stolthed for faget, og så har vi arbejdet rigtigt meget med teorien i praksis og ikke kun med at skrive rapporter og den slags.”
Undervisningen ligner på den måde lærlingenes hverdag ude i virksomhederne ret godt.
”Dagene er meget forskellige, så det bliver bare aldrig kedeligt” siger Malik.
 
Berømt og berygtet
Under skoleopholdene har Malik boet på skolens kollegium, hvor der også er plads til at være social med de andre lærlinge i fritiden. Her går tiden blandt andet med at tage på ture til Ribe eller Rømø, ligesom skolens indendørs faciliteter, fx bordtennis og billard, benyttes i stor stil.
Malik fremhæver også naturen i området, de gode værelsesforhold og så er maden på Snepsgård tilsyneladende berygtet i plastbranchen.
”Vi får helt vild god mad. Det er virkelig lækkert. Jeg havde hørt om, at maden skulle være god, inden jeg kom. Det må man sige er rigtigt.” smiler Malik
 
Plastsvend med masser af jobmuligheder
Som faglært plastmager er der gode jobmuligheder. Hele holdet af plastsvende er da også allerede afsat, inden de er udlærte.
Malik selv er blevet ansat ved Grundfos. En aftale, der har været i stand i nogen tid.
”Jeg sagde allerede i januar, at jeg gerne ville vide, om jeg kunne blive ved Grundfos. Der var flere virksomheder, der gerne ville ansætte mig ellers.”
Det vidner om, at man som plastmager er en eftertragtet arbejdskraft uden umiddelbar udsigt til ledighed.

Læs mere om uddannelsen til plastmager på AMU SYD i Ribe her →