Stærk kultur starter med bløde kurser
Hvad laver anlægsgartnere, brolæggere og maskinførere på kurser i fx konflikthåndtering og kommunikation?
De 155 medarbejdere i Entreprenørafdelingen i Esbjerg Kommune har været på kurser hos AMU SYD i konflikthåndtering, og frem mod 2023 skal de igennem syv øvrige kurser, bl.a. inden for værdibaserede arbejdspladser og kommunikation i teams.
Hvis du spørger entreprenørchefen i Esbjerg Kommune, Jesper Gammeljord Brødsgaard, hvorfor hans medarbejdere skal have ’bløde’ kurser og ikke ’bare’ fagrelevante kurser, så hække bliver klippet lige og havetraktorer får skiftet luftfilter, så er han ikke i tvivl.
Generationsskifte og fælles stammesprog
”Vi har været igennem mange ændringer på arbejdspladsen og ser ind i et stort generationsskifte. Hver fjerde af vores medarbejdere går på pension inden for 2-3 år. Mange nye kommer til, så det er et oplagt tidspunkt at kigge indad og se på den kultur, vi har og gerne vil have fremad. Hvad er det, vi gerne vil holde fast i? Og hvor er det, vi gerne vil flytte vores arbejdsplads? Vi har brug for at opbygge en fælles kultur, som hviler på stærke værdier,” forklarer Jesper Gammeljord Brødsgaard.
Medarbejdergruppen tæller alt fra specialarbejdere, brolæggere, anlægsgartnere, mekanikere og tømrere m.m. til ingeniører og landskabsarkitekter.
Jesper Gammeljord Brødsgaard taler om vigtigheden af at have en fælles forståelse på arbejdspladsen - eller som han siger: Et fælles ’stammesprog’.
”Det er vigtigt, at vi er enige om, hvordan vi taler til hinanden, hvad vi går på arbejde for at opnå, og hvordan vi bedst muligt samarbejder, så vi er en attraktiv arbejdsplads, der kan rekruttere nye kolleger og levere ydelser af høj kvalitet.”
Entreprenørafdelingen i Esbjerg har et medarbejderakadami, hvor alle medarbejdere skal have de samme otte fundamentale kurser. De relevante, faglige kurser bliver bygget på ovenpå.
Vellykket kursusforløb
Jesper Gammeljord Brødsgaard tøver ikke med at kalde det første kursusforløb ved AMU SYD om konflikthåndtering for en succes.
”Vi valgte AMU SYD, som hele vejen igennem har forstået vigtigheden af at tilpasse kurset til vores behov og arbejdsplads. Stor ros for det. Det har gjort en positiv forskel, og det samme har underviserne Liselotte Christensen og Nathalia Jochumsen, som var fantastiske til at tage vores medarbejdere på den helt rigtige måde,” siger Jesper Gammeljord Brødsgaard. Han lægger ikke skjul på, at en del af medarbejderne forinden var skeptiske over at skulle på kursus i sådan noget ’pjat’.
Underviserne gør en forskel
Underviserne er kendt for at kunne skabe gode refleksioner på et hold og rykke kursisterne på en god og menneskekærlig måde. Desuden havde en del kursister før oplevet Liselotte Christensen i tv-programmet ’Havfruer på dybt vand’, hvor hun lærte en gruppe kvinder med vandskræk at svømme.
Sammen med kollegaen Nathalia Jochumsen dykker hun bl.a. ned i det faktum, at ingen som udgangspunkt har lært at gå på arbejde, men at det kræver en bevidsthed om, hvilke holdninger, handlinger og kommunikation, der bidrager positivt til et godt samarbejde og solide resultater.
”Vi glæder os til de næste kurser. Kurser, hvor alle deltager, giver en fælles referenceramme, som er et fundament for, at vi kan blive en endnu bedre arbejdsplads,” siger Jesper Gammeljord Brødsgaard.
Og meget tyder på, at kurset har bidraget til, at arbejdspladsen i Esbjerg og den enkelte medarbejder udvikler sig positivt. Her er nogle af de udsagn, som medarbejderene kom med, da de opsummerede deres kursusoplevelse sammen: bedre sammarbejde, en bedre medarbejder, gode redskaber til at lære at håndtere situationer/konflikter, og jeg bliver en bedre kollega.